For første gang sov pigerne igennem hele natten, og vågnede friske og klar til at tage hul på endnu en dag! Efter morgenmaden, som i dag blev lidt langtrukken, da vi hyggede os en del, kørte vi den velkendte tur med taxa'en fra Camino Real (hotellet) til Avenida de 20. Octobre (børnehjemmet). Vi havde med vilje trukket afgangstidspunktet fra hotellet så lang tid som muligt, for at være sikker på at Sebastian fik noget at spise. Vi har nemlig på fornemmelsen at vi gør ham meget træt af al den opmærksomhed vi giver ham.
Ja det føles jo næsten trivielt at skrive, - men ikke desto mindre er det bare lykken; hans lille runde ansigt er simplethen et stort smil når han ser os... Det er bare så dejligt! Christina og Maria er bare så klar på at få ham med hjem, at de slet ikke kan lade ham være. De skal bare sidde med ham og kysse og kramme ham, - ja akurat som forældrene. Det blev kun til godt 45 minutters cirkulation mellem os alle fire, før Sebastian skulle have mad. Rikke mente at jeg skulle have endnu en chance, da han jo var faldet i søvn de sidste to gange jeg havde haft æren. - Og YES - det lykkedes at få både grønsagsmosen (som han bestemt ikke bryder sig om) og frugt yoghurten i ham, uden at skulle sige "tju-tju" og hoppe eller kaste ham rundt i luften. Og denne gang var der klapsalver og stor jubel på hele stuen. Og desuden fik jeg lov til, helt alene!!!, at skifte Sebastian. Ingen kiggede over skulderen eller fratog mig min faderlige pligter... Fantastisk dag! (se forøvrigt filklippet)
Mens jeg madede Sebastian, var Maria, Christina og Rikke inde i legerummet. Her faldt Rikke i snak med den pige der passer børnene om natten. Og hun blev helt rørt da hun så Margarita (Christina) og Guadalupe (Maria) igen, for dem havde hun også passet. Hun var oprigtig glad for at se at de havde det så godt, og at de var blevet nogle flotte piger, som samtidig var rigtig dygtige som storesøstre (ja de observere meget). Hun kunne også fortælle at Jesus (Sebastian) var en rigtig dejlig og nem dreng, som vågner kl. 3 om natten, hvorefter han får en flaske og derfter flader til ro igen. Det kunne simplethen ikke være et bedre match, mht. Sebastian og vores familie, mente hun. Og så fik Rikke jo tårer i øjnene, - for hvor er det stort når dem som går op og ned af disse børn, har overskud til at rose andre! - og selvfølgelig fælede jeg også en midre sø, da Rikke fortalte det til mig. Ja det med at fælde tårer og tude lidt, er noget af det som Christina og Maria ikke helt kan forstå; hvordan kan man have vand i øjnene og så være glad??? - det sker jo ret ofte her i Bolivia.
Da vi havde puttet Sebastian, tog vi på cafe Alexander og fik en lille forfriskning og bestilte så nogle sandwich, som vi ville tage med i Zoologico i Mallasa (godt 20 minutters kørsel i taxa fra centrum). Vi havde fortalt børnehjemmet, at dagen i dag skulle helliges Maria og Christina, så det hele ikke gik op i "da-da", "tju-tju", "blør-blør". Det var alle enige om var en rigtig god idé. Det begyndte også godt, men allerede efter en halv time i Zoo fik Rikke det dårligt, - ondt i maven og kvalme, - akurat som jeg havde haft det i torsdags. Men nu var vi jo kommet, og så skulle vi da også se lidt. Nu er Zoologico anlagt således at der er ufattelig langt mellem burene og man skal derfor næsten have pas og madpakker med mellem de forskellige dyr. Dette gjorde det ikke ligefrem sjovere for Rikke... Men efter at have set Lama'er, Heste, Kaniner, Kondoer, Boa'er, Løver, Jaguarer, Tigre og nogle blege Flamingoer, tog vi et pitstop på en legeplads, hvor Christina og Maria prøvede samtlige redskaber af sammen med farmand, mens Rikke hvilede i skyggen. Efter ca. halv time blev det dog for meget for Rikke og vi tog hjem på hotellet og puttede vores dejlige mor i seng. Tøserne og jeg fandt legoen frem og byggede flyvere og trapper og sådan noget... Og så så vi et par DVD'er. Efter aftensmaden, som Rikke sprang over og som Christina og Maria næsten faldt i søvn over, puttede jeg alle mine piger... og sidder nu her og skriver helt alene og glæder mig helt vildt til på mandag!!! - ja det gør vi alle sammen, for selv om det er hyggeligt på børnehjemmet, bliver vi konstant overvåget (naturligt nok).
God nat fra La Paz
