5. oktober 2006

Publiceret: 06-10-2006 03:46

Efter at have ligget underdrejet i 2 døgn, er der nu lys forude, og jeg mener nu at være på 80% af "fuld fart frem". De sidste 20% er dem der gør, at man ikke tager ekstra underbukser med på en kort spadsertur i byen!!! Nok om far Nyborgs dårligdomme, - jeg er i bedring og regner med at være næsten helt ok i morgen tidlig.

Formiddagen gik med at bade alle børnene. Vi skulle jo fotograferes i dag! Ricci skal bruge en del billeder til diverse sagsmapper og protokoller, både af hele familien og af Sebastian alene. Da jeg var nervøs for det med underbukserne, fik jeg lov til at bade børnene, mens Rikke tog ned for at hente noget vasketøj og købe lidt ind. Vi får vasket "ude i byen" (nærmere bestemt, direkte overfor Ketal i en lille gyde), da hotellets priser er helt Europæiske på netop dette punkt! Til vores store lettelse lader det til at Sebastian er lige så glad for vand som, Maria og Christina. I hvert fald nød han at plaske med benene i det lille badekar. (I denne sammenhæng bør vi lige nævne at vi har fået/arvet dette badekar, sammen med en del andre "starter-kit" ting, fra de tidligere adoptanter her på Camino Real. Det er åbenbart en tradition for adoptanter på hotellet. Den vil vi selvfølgelig følge, og samtidig sige en stor tak for det vi har modtaget!) Sebastians bad tog dog ikke lige så længe som pigernes, - og det er jo nok sådan vi to haner på indfinde os med at fremtiden bliver: 20 minutter pr. pige og 2 minutter pr. mand på toilettet om morgenen... Godt vi bygger hus med flere badeværelser.

Rikke kom meget hurtigt hjem igen, og vi fik pigerne hævet op af badet til en gang frokost. Sebastian fik en lur, og så tog vi til Plaza Estudiente, som nærmest er en stor rundkørsel, med en del fotoforretninger, og som er begyndelsen af Prada'en. Vi tog direkte hen til den fotohandel, vi havde fået taget billeder ved da vi adopterede Christina og Maria. Vi fik taget et familiefoto (10 kopier, bare for at være sikker), pasbillede af Sebastian (12 kopier) samt lavet 10 billeder fra digitalkameraet til børnehjemmet. Alt dette til den nette som af 320 bolivianos (= kr. 240,00). Mens billeder blev lavet færdige tog vi på cafe Alexander, som også har en filial på denne Plaza. Pigerne fik hver en is og Rikke en kaffe, men jeg turde simpelthen ikke våge mig ud i noget stærkere end Milk-shake... Og ja heldigvis, jeg nåede hjem uden brug af de ekstra underbukser, der lå i pusletasken, sammen med Sebastians bleer!!! Men Sebastian smagte sin første is på cafe'en og den gik rent ind, benene gik på ham som kørte ahn udbrud i Tour de France og ordet "suttereflekser" fik en hel anden betydning!

Hele familien sympatiserede med Faren, og vi fik derfor suppe til aftensmad, og en Disney Movie, eftersynkroniseret til Spansk, som dessert. Pigerne blev lagt i seng, og nu varer det heller ikke længe før, Rikke og jeg skal se dyner. Der er trods alt lidt mere at se til med en kraftkarl som Lillebror i familien!!!

Godnat fra La Paz

PS: Lige en kort vejrudsigt: Solen skinner næsten fra en skyfri himmel hver formiddag. Over middag kommer der som regel lidt skyer og et par enkelte gange har det givet lidt vand. Temperaturen er mellem 15 og 20 grader. Så alt i alt kan det vel sammenlignes med dansk forår, når det er bedst.

1634
1634
1634
1634
1634
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System