Fredag morgen kl. 07:30 blev vi hentet på hotellet og kørt til Hotel Roasario, hvor der ventede en større bus der skulle fragte os plus 15 yderligere gæster til Titicacca Søen. Det blev starten på en fantastisk oplevelse, - især for bedsteforældrene (vi havde jo allerede besøgt Copacabane og Titicaca søen tre år tidligere). Som sidste gang var vi så heldige at få vores personlige guide, Gonzalo, som kunne skulle tage sig af vores lille gruppe på 9 personer. - Gonzalo, viste sig at være en perfekt guide, der forstod at tie stille så man kunne nyde stemningen, udsigten og vejret, - men også var meget villig til at fortælle hvis man spurgte.
De 3,5 time i bus gik som en leg. Landskabet vi kørte gennem var fantastisk, og børnene sad stille og roligt hele turen, - uden brok eller evindelige spørgsmål om "hvornår er vi der..."
Ved middagstid ankom vi til Hotel Rosario, Copacabana (ikke at forveksle med Copacabana i Brasilien...). Vi blev indlogeret i to værelse og en Cabin. Bedstreforældrene fik hver deres hotelværelse og vi (Sebastian, Christina, Maria, Rikke og jeg) fik en Cabin med to soveværelser, en lille stue og flot toilet/bad. Alle med en fantastisk udsigt til Lago Titicaca.
Efter en dejlig frokost på hotellet (som også var inkluderet) tog farfar, farmor, mormor, bedstefar og jeg en turbåd til Isle del Sol (soløen). Rikke og børnene blev hjemme, da det ikke ville være nogen nydelse for hverken dem eller os, hvis de for frem og tilbage på de små stier. Sejlturen til øen tager ca 1 time. Soløen er det sted, hvor den første inca, Manco Capac, blev sat på jorden for at kolonisere verden. Omrkign 1000 f.kr. begyndte befolkningen omkrign Titicaca at dyrke jorden og opdrætte lamaer, hvilket førte til de første landsbysamfund omrking søen. Soløen blev gennem årene et helligt sted for Tiahuanaco kulturen Det blev en oplevelse ud over det sædvanlige; vi lagde til ved den østlige del af øen, hvor Pilkuqaima (en to etagers bygning) ligger, opført af Tupac Yupanqui som en rasteplads, og skulle derefter gå over en top til øens hoved-havn, hvor ønes hovedattrakion ligger, Soltemplet, som vi desværre ikke nåede at besøge. En gå tur på ca. 2 timer, med en stejl stigning i starten i tynd luft! - Jeg var imponeret over hvor flot bedsteforældrene klarede denne tur, - det samme var guiden, Gonzalo. Udsigten på hele turen var helt unik! - Næsten skyfri himmel og klart vand, med udsigt til Cordillera Real (De kongelig bjerge) - også kaldet Andes bjergene. Det kan ikke beskrives men skal opleves eller ses på billeder. Der blev selvfølgelig også tid til lidt shopping, så specielt mormor ikke fik abstinenser! Efter godt 5 timer, inkl, transport frem og tilbage til Copacabana, spiste vi middagsmad på Hotel Rosario og gik tidligt i seng; meget trætte men med en fantastisk tur i "rygsækken". Bedstefar udtalte det således: "Det er mit livs gåtur!"
Efter en god nats søvn, tog vi på sightseeing i Copacabana, med vores guide. Vi var ved Katedralen i centrum og så hvordan der var flere der fik velsignet deres køretøjer udenfor kirken. Ceremonien bestod i at pynte bilerne og derefter overhælde dem med øl eller champagne, sprænge lidt fyrværkeri af og derefter få en præst til at sige nogle velvalgte ord. Katedrelen er opført i 1670 ovenpå ruinerne af gamle Inca ruiner. Det siges at Copacabana blev anlagt af Inca Tupac Yupanquio, som en rasteplads for pilgrimme inden deres videre fært til Isle Del Sol. Katedralen er ligeledes hjemsted for Bolivias skytsengel La Virgin de Copacabana. Skulpturen blev udført af Francisco Tito Yupanquio (omkring 1580), som er barnebarn af Inca Tupac Yupanquio der igen nedstammer direkte til solguden.
Jeg havde, som den enste i vores lille selvskab, besluttet at "bestige" Calvario-bjerget ved siden af Copacabana, som skal symbolisere Jesu lidelsesvej til Golgata. Der er fjorten stationer til toppen, med hver et lille billede og ind indskribt der forklarer lidelsen. Det var, som de alt andet her, en kæmpe oplevelse. Det var også godt at bedsteforældrene ikke deltog i denne tur, da det gik meget opad på en sti/trappe, som ikke var designet for at gøre turen lettere eller mere komfortabel. Men på toppen gjorde udsigten én svimmel. At stå, eller nærmere sidde (og nyde en lokal øl, for selvfølgelig er der små boder heroppe) på toppen var helt utrolig fredfyldt. efter godt 15 minutter i stilhed med Gonzalo, gik turen nedad igen og direkte tilbage til hotellet, hvor vi alle nød en meget let frokost på terrassen. Kl 13:30 returnerede i til La Paz, hvor vi ankom kl. fem om eftermiddagen.
Det var en fantastisk tur, som nogle af bedsteforældrene have set frem til med en blanding af nysgerrighed og frygt. Frygt for om de kunne klarer gåturene i den tynde luft. Men hvilken sejr!
