Uge 4

Publiceret: 20-07-2004 00:01

Det har virkelig været en uge med drøn på! Vi har enten været på besøg eller haft besøg hver dag hele ugen. Det var derfor rart at gå en weekend i møde, helt uden "program"! Det har ligeledes været ugen hvor Maria og Christina har "fortalt" at de ved hvor de høre til; ude godt men hjemme bedst, - hjemme hos mor og far!

Mandag var vi på Hedebo Camping nær Sæby, for at fejre fætter Thomas fødselsdag. Fætter Nicolai, fætter Thomas, tante Anette og onkel Jesper var på ferie i deres "campingsvugn" og vi mente derfor at det var på tide at introducere pigerne for campinglivets glæder. Forden blev pakket med bagage, som skulle vi på en jordomsejling: Telt, fire soveposer, Limosinen (klapvognen), fire liggeunderlag, tøj, skiftetøj, bleer, toiletgrej, gaver til fødselaren og en hund ... Ja det lyder måske ikke af så meget, men det fylder, - så godt farmand fik sin vilje og sin Ford Mondeo i efteråret. Det var en rigtig dejlig fødselsdag med kagemand, kakao og lækker flæskesteg (ja altså ikke sammen!). Efter aftensmaden lagde vi pigerne i teltet i deres soveposer. Og det gik over al forventning, - en flaske i munden og et kvarter med mor og far i hånden, og så blev lyset slukket, selvom der var meget lyst i teltet. ... og så kunne vi sætte os med tante Anette og onkel Jesper og få et par "Sun-downer", inden vi kravlede i seng.

Tirsdag morgen vågnede pigerne allerede klokken 5, - det var meget lyst i teltet. Men Rikke fik dem til at sove lidt længere (Morten hørte intet, der var brug for genoplivning hvis manden skulle op denne morgen). Nå men klokken halv syv var det ikke muligt at ligge stille længere og vi besluttede derfor at gå op til supermarkedet og købe rundstykker til morgenmaden. Det var Stevie glad for, han kunne næsten ikke holde sig længere. Efter morgenmaden gik vi op på campingpladsens legeplads med hoppepude, rutchebane, vippe og et fedt lege-tårn. Godt en time senere pakkede vi vores "grejer" og kørte til Asdal og derfra tog Morten lige en smut på jobbet.

Onsdag eftermiddag var vi i Løkken for at besøge familien Thomsen, nogle af vores gode venner fra Hjørring, i deres sommerhus. Klaus og Kirsten, havde som mange andre, været flittige besøgende på denne hjemmeside, og ville derfor meget gerne se pigerne LIVE, - igen var det altså ikke os det drejede sig om. Det er utroligt som Christina og Maria "åbner døre". Det blev en meget hyggelig aften med lækker grill-mad og en totalt "solgt" Klaus Thomsen, - "amen d´ alså båre di dajlist pi´er a hår siet! - Å a ka´ si at di hel viil me´ mæ!". Og det må vi give ham ret i. Pigerne fik nogle meget søde trøjer og halstørklæder.

Torsdag formiddag legede Christina og Maria i haven, - noget de er meget glade for og specielt hvis også Stevie er til stede. Han får mange kærlige klap, men må også stå model til mange påfund. Bl.a. har han fået en halv fodbold på hovedet som hat, men de leger også med ham; kaster bolde og holder fast i hans lege-reb. Men Stevie behandler pigerne i forhold til deres størrelse og river ikke lige så hårdst som når det er hans far der holder i den anden ende. Maria og Christina har også lært at sidde på gyngen uden at vi holder dem. Om aftenen fik vi besøg af Karin og Martin (gode venner fra Hjørring). De måtte simpelthen lige forbi og se guldklumperne inden de tog på ferie om lørdagen. Det blev til nogle hyggelige timer.

Fredag kom mormor og morfar på besøg for at hjælpe til i huset og i haven, mens Morten var på arbejde. Det var bare deligt! For vi trængte til at komme i bund med vasketøjet og det med haven var ikke npget vi satte øverst på listen over "To-Do" ting, - hvilket vi forøvrigt aldrig har gjort, men førhen havde vi da tiden til det! Mormor og morfar havde en rigtig fed "skubbe-scooter" med. Det var noget pigerne kunne bruge (og morfar, - se billedet). Der blev luget godt i bedene og græsset blev slået, - nej hvor det pyntede. Efter "rengørings-vanvidet" tog Rikke, Christina og Maria med mormor og morfar i sommerhus i Nørre Lyngby. Morten ankom efter arbejde og lidt efter kom nogle af mormor og morfar gode venner fra Norge. Af "Nordmændene" fik Christina og Maria nogle meget søde bukser med matchende trøjer og halstørklæder. Efter at have fået grill-mad for fjerde gang i denne uge (ja vi kunne desværre ikke grille tirsdag aften på grund af vejret) tog vi hjem til Asdal.

Yes! - nu ventede en hel weekend uden besøg og uden at skulle besøge nogle (misforstås os ikke, - men det er lidt hårdt... selvom der er mere ilt i Asdal end i La Paz). Lørdag gik med leg i haven mens Morten klippede hækken og Rikke købte ind. Det var utrolig hyggeligt og dejligt at se at pigerne leger så godt sammen og hver for sig. KLokken 11 fik vi middagsmad i haven og derefter blev Maria og Christina lagt i seng. Mens pigerne sov kørte Morten på Genbrugspladsen med have-affald og den stadig voksende bunke af indpakningspapir og pap fra alle de gaver som pigerne har fået siden vi kom til Danmark. Det blev til to ture om lørdagen og en om søndagen!

1611
1611
1611
1611
1611
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System