Det er helt utrolig som tiden går, når man får småfolk i huset. Christina og Maria har udviklet sig i både højde og drøjde og ikke mindst i personlighed! Det er blevet et par selvstændige piger der ved hvad de vil og specielt hvad de ikke vil. Men vi forsøger at holde stand og kæmpe for vores ret til at opdrage og lære dem gode manerer!! - og, når vi selv skal sige det, er vi sluppet rigtig godt fra det; Maria og Christina siger "tak" når de får noget serveret og "tak for mad" (ja altså med lidt accent) når de er færdige med at spise. Derudover er de blevet rigtig habile i håndtering af glas med en hånd og brugen af ske og gaffel. Så om ikke andet kan de da begå sig ved bordet! Mht. højde og drøjde er de også vokset gevaldigt siden juni måned. Maria er nu 87 cm høj og har en kampvægt på godt 14 kg og Christina er 85 cm og kampvægten er på godt 13 kg. Og for lige at sammenligne med tallene fra Bolivia: Maraia er vokset 7 cm og Christina 6 cm og vægtforøgelsen er, for begge piger, ca. 3 kg, - og vi bruger hverken gødning eller vækstfremmer i maden!!
Maria og Christina er begge ved at udvikle selvstændighed i forhold til mange af livets spørgsmål! Specielt er deres evne til at sige fra helt i top!! - ordet nej er nok det mest brugte når vi spørger dem om de ikke har lyst til ... Til gengæld er de også blevet utrolig gode til at finde på aktiviteter sammen og hver for sig. Men de har stadig meget brug for at vide hvor den anden er. Ikke noget med at være i hvert sit rum for længe af gangen. Derudover er de også blevet utrolig "gode" til at vise deres kærlighed overfor specielt os, men også bedsteforældrene, som kommer ind på en meget flot anden plads hvad angår tillid til voksne!!! Vi oplever desuden at de er ved at forstå at deres forældre er os og at vi er dem de altid kan komme til og finde en sikker havn, dem der altid vil hjælpe dem og passe på dem! - Dette er kommet til udtryk et par gange hvor vi har været i byen, og pigerne er blevet passet af bedsteforældrene, hvor de har været kede af at vi skulle afsted. Det er jo dejligt, - men også utrolig hårdt, for hvem har lyst til at forlade et grædende barn?? Selv mor kunne ikke trøste Maria en aften hvor far skulle i byen, - dette betød en "knuse-tur" og våde øjne fra både Maria og far i op til 20 minutter, hvorefter hun vinkede farvel og sagde "Go tur - ses!".
Deres bekymring for vores ve og vel har også vist sig, da Rikke fik opereret en tand ud med efterfølgende "bokser-fjæs" til følge, resulterende i indtagelse af mos/blendet mad i over en uge. I denne uge var specielt Maria meget omsorgsfuld over for mor og hendes kind og var oprigtig ked af det på mors vegne. Christina synes også det var meget synd for mor, men som i alle andre af livets forhold, var hun også i denne situation mere "ovenpå". Ja det er på en måde den generelle forskellen på Maria og Christina; Maria er meget tænkende og meget socialt bevidst og Christina lever i nuet og lader alting komme til sig uden at bekymre sig voldsomt meget.
Nå men vi har jo også lavet en del i november. Vi har bl.a. været til juletræ i Adoption og Samfund. Det ville have været en kæmpe succes hvis ikke lige Julemanden var kommet forbi!!! - Men det plejer han jo at gøre til sådanne arragnementer, så det var lidt svært at undgå. Men da Christina og Maria fandt ud af at han gav pakker, var det ligesom at han blev accepteret, meeeen helt OK blev han nu aldrig. Vi dansede en del om juletræet til meget stor glæde for begge piger, - at danse det er virkelig noget de kan li!! (Hvordan skal det ikke gå når de skal til at besøge Hjørrings Diskoteker!!!).
Og endelig kan vi nu glade konstatere at Maria og Christia får lov til at gå i Bjergby børnehave fra 1. januar 2005. Det har været en sej kamp med de kommunale "Skrivebords-konger" i både Hjørring og Hirtshals. Men med rigtig mange gode velovejede pædagogiske argumenter har vi fået dem til at indse at det er det bedste for Maria og Christina. Den 30. november besøgte vi børnehaven, hvor begge piger hurtigt følte sig hjemme og straks flåede samtlige puslespil ned af reolerne og klatrede op på bordene og i hulen (der var placeret 1½ meter over gulvet). Hr. lærer Nyborg måtte sluge et par kameler i forhold til de fordomme han havde om pædagoger: her var der virkelig tale om pædagoger der havde fingeren på pulsen og ikke mindst pædagoger som vidste hvad det vil sige at have med adoptivbørn at gøre. Vi er sikre på at både Christina, Maria og Morten kommer til at synes om børnehaven.
Den 21. besøgte vi Rosa (fra samme børnehjem som Christina og Maria), Pernille og Rune Nyhuus. Vi havde en rigtig hyggelig aften hvor vi fik talt en del om vores fælles oplevelser i Bolivia og om hvornår vi skulle der over igen. Her opdagede vi at vores piger er begyndt at blive bevidste om at de ser anderledes ud end de blegansigter de færdes blandt. Straks vi kom indenfor udbrød Maria: "Se mor - ligner Christina" (sagt om Rosa).
