Dagen begyndte knap så tidlig, som de foregående mht. opstandelses tidspunktet. Christina og Maria holdt sig i sengen helt til kl. 05:15... så det går frem ad. Mon ikke de har fået vendt døgnet om en uges tid! :-) Efter morgen toilette og inden vi gik i restauranten for at spise morgenmad, ringede Ricci lige for at informere om at mødet var flyttet til kl. 09:30 i stedet for kl. 10. Derfor skulle vi være klar udenfor hotellet kl. 09:15... Ja så kender vi det Bolivianske retsvæsen og Ricci igen. Men som anden gangs adoptant er man jo forberedt på sådan noget, - så vi var af samme grund også gået ned for at spise i god tid. Så ingen hastværk, - vi nåede det. Desværre så nåede dommeren det ikke!!!! - vi sad med Christina og Maria på skødet på en bænk i retsbygningen i over halvanden time! - Hun undskyldte meget, og så gik det ellers stærkt diverse advokater og sekretærer og dommeren selv talte i et væk i godt 10 minutter og endelig blev vi spurht om vi ville have Jesus Vara Cid, hvilket vi selvfølgelig svarede Si Si til. Ja og så var den ppot ude, og vi havde nu fået papirer på at vi måtte besøge vores søn. Det lyder måske lidt underligt, men vi har faktisk overtrådt reglerne/loven ved at besøge ham inden dette første retsmøde. Under hele denne seance sad Christina og Maria helt stille og unden at være utidige eller på anden måde vise deres kedsomhed. Det er dæleme fantastisk af et par piger på 4,5 år,- vi er i hvert fald stolte (men det vi næsten hele tiden...)
Efter denne kedsommelige proces, kørte vi på Mercado Uystus (eller hvoran hulen det nu lige er det staves) for at købe sko til Maria og Christina til det næste restmøde hvor vi virkelig skal hejres ud! To par hvide laksko for ialt 120 Bolivianos (= 90 kr.). Og så af sted til La Jungla for at brænde krudt af og spise pizza.
2 timer senere gik vi tværs over Plaza Avaroa, og så på tutu'er, som duerne blev kaldt da vi var her sidste gang, og direkte ind på Cafe Alexander for at få Cafe con Leche og en Muffin til de voksne og en MilkShake med Cookie til Christina og Maria. Det er en rigtig hyggelig cafe, men kun for "the upperclass", -så hvis man er til det typiske Bolivianske, så er dette ikke stedet.
Nu sidder I nok og tænker, hvornår kommer det der med den fantastiske dag? Det kommer nu!!!
Efter fortærring af kager og kaffe gik turen til Carlos de Villegas,- nu skulle Sebastian have besøg for første gang med papirerne iorden! Maria og Christina strøg lige hen til Sebastians seng, hvor han sad op i hovedenden. Han lyste straks op og smilte da han så pigerne og os. Og så kan det ellers være at han gik på omgang mellem hele hans nye familie. Christina og Maria kunne slet ikke få nok af at røre ved ham og give ham kram og kys, - ganske som Rikke og jeg. Det helt fantastiske ved dette besøg var at jeg, fader Nyborg, faktisk formåede at stoppe mad i sønnike, helt modsat dagen før, hvor hverken Rikke eller jeg kunne får noget som helst i knægten. Jeg havde luret trækket af hos den plejer der kunne: det var noget med at sidde og hoppe voldsomt med knægten og samtidig sige som et futtog (tju-tju-tju). Det er faktisk lidt hårdt, - men efter ca. 5 minutters togrejse og et næsten gønsagsagtig ben, kunne jeg fodre sønnike uden problemer. Det var en sejr af de store og resten af personalet nikkede anerkendene. Da skålen var tom kunne jeg ikke dy mig; jeg rakte hånden i vejret og råbte "Finito - victory!!" - Og så blev der klappet af hr. Nyborg. Under hele affodringen havde Rikke og pigerne indtaget legerummet ved siden af, for at give mig en rigtig far-søn oplevelse, - det er jeg dybt taknemmelig for, - for det blev det! Og ikke nok med det, så fik jeg endda lov til at skifte Sebastian og give ham nattøj på. Det er vist ikke alle fædre der sådan automatisk får lov til det på børnehjemmet, - "det er jo trods alt kvinder der ved mest om den slags" - føler man næsten at de tænker. Jeg blev dog også overvåget af tre kvinder (fra personalet), for at være sikker på at alt gik korrekt til. Jeg tror jeg bestod for der var smil på læben efter endt mission. Kl. ca 17:30 sagde vi igen godnat til lillebror alle fire og tog opløftet hjem til hotellet.
Nu var det pigernes tur til at være i centrum, så vi tog en gang ludo (godt nok en kort omgang, - det tager simpelthen så lang tid!) og en omgang kryds og bolle. Derefter ville de gerne se lidt film inden vi skulle spise. Vi nåede dog aldrig til det med at spise sammen, for efter godt 20 minutter var der dømt dyner og aftensmaden blev en omgang yoghurt, og 10 minutter efter var lyset slukket!
Men som de andre dage har Maria og Christina igen vist at de bliver/er nogle fantastiske storesøstre og at de kan sidde stille i lang tid, når det er påkrævet, - vi er bare så stolte og glade for dem!
Godnat fra La Paz
