Vi er nu så småt ved at vende os til iltmanglen og at tempoet skal være laaangsomt så vi ikke "går i gulvet". Men trods det måtte jeg lægge mig efter dagens tur, med tegn på højdesyge.
Dagen begyndte som de andre med morgenmad i hotelllets restaurant. Herefter tog vi igen (som dagen før) taxi til Laikakota (legepladsen). Og i dag havde den åben. Der var ikke mange mennesker på legepladsen, da vi ankom. Faktisk var vi de eneste. Det betød også at specielt pigerne slog sig løs, og for rundt på legepladsen for at vise bedsteforældrene alle de "fede" ting som legepladsen kunne byde på. Laikakota var en af de ting som pigerne kunne huske fra dengang hvor vi hentede Sebastian, og virkelig havde set frem til at besøge, - men der var en svag skuffelse at spore: det var ikke så "fedt" som de kunne huske. Det betyder altså en del at man dengang var 4,5 år og nu er 7,5 år. Man er ikke længere en lille baby! Sebastian, Christina, Maria og farfar opførte cirkus forestilling til stor morskab for alle.
Men vi havde en rigtig hyggelig formiddag på Laikakota. Mormor, Christina og Rikke tog en taxa hjem og vi andre besluttede at gå hjem fra legepladsen og købe lidt middagsmad ved et af gadekøkkenerne.
Hjemme på hotellet spiste vi de indkøbte Salteñas (som er små brød med fyld af enten hjemmelavet kødsovs eller grøntsager). Og så var det at jeg gik i gulvet. Om det var for meget sol eller for meget aktivitet på Laikakota ved jeg ikke, men jeg havde det skidt.
Efter middagsmaden lagde jeg mig og resten af familien gik ned for at handle lidt vand og andre fornødenheder. Det blev til en gang hjemmelavede sandwich til aftensmad og herefter godnat.
Der har ikke været de store udbrud af nervøsitet eller andet fra pigernes side, ved gensynet med La Paz. Dog er Christina meget opmærksom på hvor Rikke befinder sig. Men så længe vi holder os i vores lille gruppe og vi altid kan se hinanden, går det fint.