Så var der fest i La Paz, - i hvert fald for familien Nyborgs vedkommende.
Som i sikkert læste i går havde Ricci, arrangeret at jeg skulle deltage i et interview vedr. den forsvudne kuffert i nationalt TV. Vi skulle møde på Plaza Bolivia, ca. 200 meter fra hotellet, - og vi var i god tid, - men der var hverken Ricci eller TV hold (big surprice :-))
Klokken lidt over 10 så vi dog Ricci, sammen en rapporter og en kameramand. Vi gik dem i møde og Ricci præsenterede os for "TV-holdet" og gennemgik hurtigt vores sag vedr. kufferten på meget hurtigt spansk. Og så fik jeg lov til at fortælle historien på engelsk, til rapporten, og han nikkede og så vældig interesseret ud. Super tænkte jeg det går jo fint det her, det er jo nok bare lidt baggrundsviden vi lige skal have slået fast, inden han begyndte at stille spørgsmål.
Derefter fortalte Ricci en hel del om international adoption og det viste sig så at det egentlig var den primære grund til at hun havde fået en aftale i stand med jornalisten og kameramanden.
Det var jo sådan set fint nok, for vi regnede overhovedet ikke med at få kufferten at se igen. Vi havde fået politi-rapporten og det var det vi kulle bruge overfor forsikringen når vi kom til DK.
Og så spurgte rapporteren, på spansk, om vi kunne tage interviewet på spansk!! - What! - Øhhh nej, det bliver nok lidt svært, da mit ordforråd kun er ca 50 enkelte ord + tallene og desuden er disse få ord ikke nogen jeg ligefrem kan sætte sammen til sætninger!
Heldigvis var Rikke, min vidunderlige hustru ved min side, og hendes ordforråd er vel 10 gange større og desuden kan hun sætte ordene sammen til sætninger.
Så fra at Mr. Nyborg skulle interviewes om en kuffert der var forsvundet i lufhavnen blev det til et interview med Rikke om hvor fantastisk det har været for os at adoptere fra Bolivia, og hvor glade vi er for vores børn og om vore fire besøg til Bolivia, både da vi var afsted i 2004 for at hente pigerne, i 2006 for at hente Sebastian, i 2009 hvor vi var afsted med alle bedsteforældre og nu i 2017.
Jeg stod nærmest mundlam ved siden af Rikke og kunne en gang imellem byde ind med et enkelt ord.
Derefter blev blev Maria, Christina og Sebastian spurgt om hvordan de havde det i Danmark og om de var glade for deres forældre og hinanden. Og de svarede på perfekt og flydende engelsk at de alle tre var meget glade for både hinanden, Danmark og selvfølgelig/heldigvis også deres forældre. Dette svar frembragte ikke bare tårer i vore øjne, men så sandelig også hos journalisten.
(Vi er nogle meget heldige og stolte forældre. Vi har verdens bedste børn.)
Ricci havde altså "udnyttet" os til at gøre et reklamefremstød for international adoption, - hvilket vi i den grad synes var helt OK! - Der skal gang i adoptionen igen, for der er simpelthen for mange børn på børnehjemmene rundt om i verden, - og de statslige tilskud er bare ikke gode nok.
Efter godt 20 minutter var interviewet overstået og vi kunne gå til næste store begivenhed; et sidste farvel til Carlos de Villegas.
Dette besøg havde vi, i samarbejde med Pamela, fået arrangeret som en farvel-fest med kage, kakaomælk og andet godt til børn og ansatte. Pamela havde hjulpet os med at få købt nogle meget flotte kager og noget "jelly"-agtig stads som børnene elskede.
Inden festen kunne begynde tog vi Pamela med op i et suppermarked for at købe babymælk til de små børn, for nogle meget flotte donationer vi havde modtaget fra nogle af vore rigtig gode venner i Danmark. Vi fik købt de 140 dåser mælk som supermarkedet havde, og derudover vil resten af pengene blive brugt til indkøb af mælk senere, da det er noget af det der er dyrest og de har meget brug for. Nu vejer 140 dåser mælk jo en del, så 2 medarbejdere fra supermakedet hjalp os ned med alle dåserne til børnehjemmet.
Og så kunne festen begynde!
Da vi ankom til børnehjemmet var der virkelig stor gensynsglæde, det var som om vi kendte dem alle, og de kendte i hvert fald os. Der var julelys i alle de små og også de store øjne. Alle børnene blev bænket ved et par borde i legerummet og de mindste blev sat i deres højstole, og så blev der sunget fødselsdagssang (da man ikke har råd til at købe kage når der holdes fødselsdag) og klappet og hujet, og derefter blev der bedt en lille bordbøn, hvor også familien Nyborg blev takket. Det var godt nok stort og meget rørende, og vi måtte igen fælde en tåre eller 10.
Se en lille video her (åbner i nyt vindue og er i mp4 format)
Og så blev der gået til makronerne, - og der blev virkelig spist igennem. Vi voksne havde svært ved at komme gennem de meget søde og "tunge" kager, men børne elskede det. Så dejligt at se.
Efter kagerne og kakaomælken, var det tid til fri leg og sukkeret havde gjort sit til at der var fuld gang i alle børnene.
Mens Sebastian, Maria og Christina gjorde sit for at tilfedsstille alle børnenes ønske om at lege, kæle og lave svingture, overragte vi donationerne på mælken og de resterende penge til Søster Rosario (forstanderinden) og Maria (lederen af plejerne og vores helt store idol). Og så kan det nok være at der blev åbnet op for sluserne. De donationer som vi overragte svarede til 1 års forbrug af mælk til de små, så det var virkelig noget som battede.
TUSIND TAK til Per, Mikkel og Karina Rahbek Green, samt Lillian Rasmussen. I har virkelig gjort en forskel for Carlos de Villegas, ikke blot de små, men for alle, da de få midler børnehjemmet har, nu kan bruges på andet end mælk til de små.
Endnu engang måtte vi sige farvel, og igen med tårer i øjnene, - det er altså ufatteligt (ja undskyld jeg gentager mig selv), hvad de fantastiske mennesker udretter! - Og tænk sig hvor svært det må være at se på alle de dejlige unger som ikke har mulighed for at få en "normal" tilværelse, da adoptionen i næsten hele verden er gået fuldstændig i stå.
Med både glæde, og en del vemod, forlod vi børnehjemmet efter godt 3 timers fest. Tilbage på hotellet trængte vi lige alle til at sidde og sunde os lidt. Men vi synes stadig vi var lidt bagud på sightseeing i La Paz, så vi tog ned for at finde en bus, som tog rundt i hele "downtown" La Paz. Men den kom aldrig, - selvom der i brochuren ikke var nævnt noget som helst om at DSB skulle have aktier i foretagendet.
Nå men nu var vi altså opsat på at skulle ud og se noget, - så vi tog en taxa til Plaza Murillo, hvor præsidenten og parlamentet holder til, og hvor der altid er uendelig mange duer og mennesker. Herfra gik vi ned mod Pradaen, men måtte simpelthen lige omkring Burger King, da vi trængte til at smage "vesten".
Efter at have fået batterierne fyldt op, gik vi ned på Pradaen hvor Sebastian, Christina og Maria fik købt sko.
Hjemme på hotelværeslet blev det til en gang UNO og så i seng, godt trætte og fyldt med dejlige minder fra en dejlig og livsbekræftende dag.
Godnat fra La Paz
PS: I dag er der billeder!!
