En helt igennem fantastisk, smuk, bevægende og rigtig dejlig dag!
Vi tog det traditionsrige billede i hotellets sofa inden afgang til det som vi alle havde set frem til siden vi kom torsdag aften, - nemlig besøget på Hogar de Ninos - Carlos de Villegas (børnehjemmet hvor alle vore tre guldklumper er fra)
Nøj hvor var der sommefugle i maven og hvor var vi spændte, og nok allermest Sebastian, som havde set frem til denne dag både med spænding og nervøsitet.
Men, viste det sig, helt uden grund.
Kl 10 ankom vi til børnehjemmet med tre store bæreposer med tøj og en taske fyldt med parfume og ventede nu på at Ricci (kontaktpersonen som vi har haft en del at gøre med ved alle vore besøg), skulle ankomme.
Og så ringede vi på ... Nu steg "vandtrykket", specielt hos undertegnede, - hvad dette børnehjem har gjort for vore børn inden vi fik dem overdraget er helt ubeskriveligt og noget som man ikke kan føle før man har prøvet det, og det har vi heldigvis været så heldige at prøve hele to gange.
Vi gik ind ad porten og alt lignede sig selv, og Sebastian, Maria og Christina følte sig helt tilpas og var helt rolige, som om "det her kan jeg godt huske". Efter et par minutter var rygtet gået til hele børnehjemmet og ud fra alle rum kom der nu kendte og nye ansigter og med brede smil. Det var overvældende.
Alle der mødte os kunne genkende Maria, Christina og Sebastian og vi fik en kæmpe knuser. Og en lind strøm af spanske velsignelser kom mod os mens der var smil og gensynstårer i næsten alle øjne. Vi blev ført ud i haven og fik den store rundvisning med forklaringer til alt hvad vi så; om hvor de store og "næsten voksne" havde deres værelser (som vi selvfølgelig også så), samt køkken, bibliotek, viktualie rum, vaskerum og den meget formindskede legeplads (børnehjemmet havde af økonomiske grunde været nød til at sælge jorden fra) som nu kun var en lille græsplæne, helt uden gynge, rutchebane eller andre legesager, - meget trist at se.
Og så gik turen videre til det aller vigtigste, børnene og ikke mindste de plejere (eller søstre som de blev tiltalt), som Christina, Maria og Sebastian var blevet passet af.
I dag var der store rengøringsdag, sa alle senge var ude til vask og Sala de Bebe (baby/børne værelset var helt tomt), men alle var flyttet ind i det store legerum, og her var der hygge! Der var vel ca 15-20 lækre, dejlige og glade unger som var i gang med at få formiddagsmad.
Det største øjeblik (og det øjeblik hvor jeg ikke kunne holde tårerne tilbage længere) var da Maria (Sebastians plejer numero uno), så os komme ind ad døren til salen. Hun er simpelthen det mest "krammelige" menneske jeg kender og nøj hvor var det rart at få en knuser af hende. Hun strøj hen til Sebastian og talte til ham med samme stemme og i samme toneleje som da vi tog afsked i 2006. Det var så vild en oplevelese og tårene rendt ned af kinderne på hende og os andre og der blev delt knusere ud til alle og nogle meget lange nogen til både Rikke og jeg.
Jeg siger det lige igen: det var så overvældende dejligt at gense dem igen.
Så var det tid til at pakke poserne med nyindkøbt tøj fra Danmark ud. Det vagte jubel, da de normalt kun får brugt tøj foræret, så det var de meget glade for. Så glade at alle børn fik nyt tøj på med det samme, - det blev simpelthen taget i brug lige for øjnene af os. Og så fik vi knusere og et "gracias" fra alle børnene. Til alle plejere havde vi købt parfume, som også vagte jubel og endnu en knuser (fedt med alle de kvinder der bare falder en om halsen!).
Mens børnene fik nyt tøj på blev der leget, nusset, kælet og givet svingture til den store guldmedalje. Både Maria, Christina og Sebastian var helt vildt gode til at lege med alle børnene. Det var fedt at se så fantastisk flot de tog sig af alle de børn som kom hen til dem. Vi, og jeg er helt sikker på at det også gjaldt børnene og plejerne, havde nogle helt ubeskrivelige 2 timer på verdens bedste børnehjem; Carlos de Villegas.
Afskeden var næsten lige så svær denne gang som de foregående gange, men vi fik at vide at de meget gerne ville se os igen, inden vi tog til Danmark. Så der er allerede aftalt besøg igen fredagen inden vi tager hjem.
Flere billeder kommer senere under galleriet. Skal lige have sorteret i de 270 billeder vi tog (og dette er eksklusive de mange billeder som Sebastian, Christina, Maria og Rikke tog med mobiltelefonerne, - disse bliver lagt på vores lukkede Facebook gruppe)
Resten af eftermiddagen og aftenen
Efter beøget tog vi på Cafe Alexander og fik frokost og tog derefter en taxa til Cementario General (den kirkegård hvor Sebastian blev fundet). Det var en stor oplevelse, specielt for Sebastian og han fik virkelig sat noget på plads; det er jo et hyggeligt sted og her er mange mennesker! - Ja din mor ville dig det bedste, derfor blev du efterladt her, så en kirkegårdsbetjent kunne aflevere dig på Carlos de Villegas.
Herefter tog vi ned i "heksegaden" bag San Fransisco kirken og fik købt lidt suvenir, vi fik også tid til en kort tur på Coca Musset hvor Sebastian og jeg fik en Coca-Cola ala 1885, - en af dem som rent faktisk indeholdt coca! - Den smagte rigtig godt, synes vi begge, - faktisk bedre end den nuværende opskrift.
Fra musset gik vi hjem mod hotellet, men gjorde et par enkelte stop i nogle skobutikker, og både Rikke og Sebastian fik købt nye sko. Derudover fik Sebastian købt bælte og pung.
Aftenen sluttede af med hjemmelavet suppe på hotelværelset og et spil uno.
Godnat fra La Paz, efter en helt igennem fantastisk dag, med de mest vidunderlige børn i verden.
Lidt fakta om børnehjemmet
Der var ca. 30 børn små børn på børnehjemmet, men flere var taget på ferie ved deres nærmeste familie, så derfor var der ikke "fuldt hus". Men de er virkelig økonmisk presset i øjeblikket. De foregående år har de fået 1$ pr. barn pr. dag af staten, men det er nu reduceret til 1 BOL pr. barn pr. dag, - altså en nedgang på ca 6 kroner pr. barn pr. dag! Så al den hjælp de kan få tage de mod med kyshånd, - derfor købte vi også tre bøger som var lavet i anledningen af børnehjemmets 100 års jubilæum.
Der var oprettet en lille afdeling for børn i alderen 5-6 år, med eget soveværelse (altså alle i samme værelse) og tilknyttet et lille te køkken, så de har det lidt mere privat.
Desuden var der en sovesal til de lidt større piger og endelig var der en sovesal til 8 piger i alderen 16+, som enten arbejde på børnehjemmet eller ude i byen. Der var faktisk en af disse piger som havde fået job på Hotel Ritz (hvilket der var stor tilfredshed med, kunne vi mærke).
Så alt i alt var det en kæmpe oplevelse at se at de tager sig af "deres børn" også efter de "bliver for gamle" til at være på et børnehjem.
