Efter gårsdagens store oplevelse på Carlos, ville vi i dag tage det lidt mere med ro, følelsesmøssigt :-)
Vi tog efter en sen morgenmad med taxa op til Teleferico amurillo ariba (jo, jo, man er begyndt at få gloserne tilbage, så det går lidt bedre med det spanske...). Frit oversat den øverste del af den gule kabelbane, som er et helt fantastisk projekt som er blevet opført inden for de sidste 5 år i La Paz.
Kabelbanen går fra det øverste af El Alto, som er den fatigste del af La Paz området, og hele vejen ned til Zona Sur, som er den rigeste del af La Paz området. En helt fantastisk flot tur. Og så er det vildt fedt at hænge over byen i næsten total stilhed. Se billederne her og flere kommer til under galleriet.
Og prisen er helt i bund. 3 BOL (svarer til ca 3 kroner), pr. person, for at tage hele vejen fra øverste stoppested og til det nederste. Altså også et socielt rigtig godt initiativ, som gør at alle (næsten da) har råd til at komme omkring i hele byen, desuden mindsker det trafikken en del. Derudover er det eldrevet.
Teleferico er inddelt i flere farver, og flere stationer, og det ser ud til at med tiden vil hele La Paz være forbundet på kryds og tværs, så man stort set kan komme til alle hjørner af byen, ved at stige på og af ved nogle centrale stationer.
På dette tidspunkt er der en Gul, som starter i El Alto og kører til den nederste del af selve La Paz. Herfra er der en Grøn rute som fører videre ned i Zona Sur.
Fra El Alto er der desuden en Blå bane som fører en hen i nærhenden af Lufthavnen og derfra kan man komme med en Rød bane videre ned til banegården.
Ud fra det kort vi har fået over Teleferico, vil der blive udbygget med en Lilla (El Alto til Pradaen, - centrum), en Lyseblå fra Pradaen til stationen hvor den Grønne bane starter. Desuden vil der blive opført en bane som går nord/syd i El Alto, så den røde bane bliver forbundet med den Lille og den Gule, samt en forlængelse af den Røde bane, og en Hvid og Brun bane som kommer til at dække det nordlige hjørne af La Paz. Altså et helt fantastisk flot projekt. - Jeg er imponeret. Man kan vel sammenligne det lidt med de underjordiske tuneller i Oslo, som får let trafikken uden om centrum. Se billede af banen her ved siden af.
Efter denne fantastiske tur med kabelbanen, endte vi i Zona Sur, hvor vi tog på Cafe Alexander og derefter en tur op og ned af gaderne for at shoppe lidt. Men det var nu en skuffelse at komme tilbage til Zona Sur centrum, da vi huskede det som meget mere luksuriøst og med bedre butikker end det vi faktisk mødte. Måske skyldes det at La Paz centrum faktisk er blevet meget bedre både mht. butikker og standarden af restauranterne og ikke mindst hvor "rent" der er blevet i centrum. Eller også er vi bare farvet af den myldrende by, for der var total dødt i Zona Sur. Vi fik dog gået knap 9 kilometer inden vi ankom til restaurant Gustu, hvor vi havde bestilt bord til kl. 18:30 og skulle nyde en Gourmet menu med tilhørende drikkevarer, - en "ikke alkoholisk" for børnene og en med udsøgte vine fra Bolivia til de voksne.
Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vore tre guldklumper for første gang smagte gourmet mad. De var alle tre spændte på om de overhovedet blev mætte eller om de kunne lide det der blev serveret. Men som de videbegærlige og høflige børn som de er, smagte de på det hele, og det meste af det blev spist op, ja faktisk var der kun problemer med at få desserten ned for Maria og Chritinas vedkommende, da de var alt for mætte. Så alt i alt endnu en fantastisk oplevelse (for de af jer der er med på vores lukkede Facebook gruppe, kan I læse mere om de enkelte retter). Billeder af de enkelte retter findes under galleriet.
Godt mætte og i opløftet stemning tog vi en taxa til Teleferico igen, og fik endnu en super flot tur med kabelbanen "by night". Det var lige så flot som turen derned, men et helt andet syn med de mange lys i byen 50 - 100 meter under os.
Godnat fra La Paz (ja det er godt nok først skrevet her til formiddag, men jeg orkede ikke at skrive da vi kom hjem kl 22:30 i går aftes)