Efter en kort flyve tur, set i lyset af den senste rejse, på blot 3 + 1 time ankom vi til La Paz lufthavn kl. 17:25, og bemærkede straks at manglen på ilt var enorm.
Selvom vi har prøvet det flere gange før, så er det alligevel en speciel fornemmelse at stige ud af et fly i 4000 meter og mærke at der er 40% mindre ilt i luften en i Danmark (of Sao Paulo, hvor vi kom fra).
Alt forløb planmæssigt og vi fik vores første (og med garanti ikke sidste) tur i en taxi uden sikkerhedsseler. Dem på bagsædet var ikke eksisterende og den på passagersædet var sat fast i spændet og tapet fast til sædet, så der ikke var mulighed for at tage den på.
Chaufføren var en sød og rar Bolivianer, der ikke kunne en stavelse engelsk, så vi fik testet det spanske ordforråd fra første minut.
Og her må jeg virkelig rose min dejlie hustru, - hold nu k... hvor er hun god til sprog og til at huske det. Der var kun nogle enkelte fraser/gloser jeg kunne byde ind med, - ellers var jeg total mundlam (og det sker sjældent).
Efter godt 45 minutter i taxi ankom vi til Camino Real Apparthotel & Spa. Som skrevet før har vi været her 2 gange før, og der er ikke meget der har forandret sig siden 2004: dørmanden og piccoloen er stadig de samme, receptionen ligner sig selv, har dog fået et lille facelift, - værelserne er ens, men er blevet malet, og restauranten er heldigvis den samme, - nemlig en af de bedste i Bolivia.
Vi fik al bagagen op på værelset og ville lige tage "en slapper" inden vi begyndte at pakke ud og gå til køjs. Pludselig siger Christina: "Hvor er min trolley?" - SHIT! - den har vi ikke fået med fra lufthavnen. Den indeholdt helt ny PC (til 12.000, købt for konfirmationspengene), en iPad, et kamera og Marias solbriller med styrke...
Turen gennem customs gik godt nok meget hurtig og vi blev skubbet og mast gennem. Vi lagde samtlige kufferter og tasker på et bånd der førte dem gennem en skanner, og derefter tog vi bare alt der kom ud af skanneren og smed på nogle bagagevogne og gik ud til taxien. Men vi havde åbenbart ikke fået alt med, eller også er der en personage der er "kommet til" at tage Christinas trolley inden vi er nået gennem customs til båndet på den anden side af skanneren.
Vi fik receptionen til at ringe til lufthavnen, men de havde ikke fået indleveret noget, men sagde at det ville være en god idé at komme op til lufthavnen så vi måske kunne få tjekket med security, om trolleyen var blevet taget af nogen.
Så afsted igen til lufthavnen, igen med en spansk talende chauffør, som viste sig at være meget behjælpelig i lufthavnen, da vi blev sendt i cirkler mellem de forskellige instanser og endte med, efter godt 1.5 time, at få at vide at vi skulle skrive et brev til Adminstrationen, et til Flyselskabet BOA og et til SABSA (security), som skulle afleveres personligt, for at vi kunne få lov at tjekke overvågningskameraerne. Men det kunne vi først gøre i morgen!!!
I løbet af natten har Sebastian haft det rigtig skidt og har kastet op nærmest hver halve time, men er nu endelig kommet ovenpå igen her ved 16 tiden. Håber virkelig kun at det er en forbigående ting, med højden og den lange rejse.
Fredag morgen blev Rikke ved Sebastian mens pigerne og jeg gik i restauranten og fik morgenmad og gjorde os klar til endnu et visit i La Paz Lufhavn, med de tre breve, venligt oversat af personalet i receptionen.
Vi tog taxaen kl 12:20 fra hotellet og var i Lufthavnen kl 13:00 præcis og så blev det et helvede! Hr. Nyborg (som ellers er kendt for sit rolige temperament - OR NOT) var ved at skide grønne grise flere gange under den 3 timer lange cirklen mellem forskellige inkompetente personer og afdelinger i den lille lufthavn.
Da vi ankom gik vi til den skranke hvor en person havde fortalt os at vi skulle udfærdige tre breve, - her var der nu kun personlae der kunne tale spansk. Nå men så gik vi hen til informationen. Her var der en meget rar kvinde som kunne engelsk og som forsøgte at finde hoved og hale i det vi havde fået at vide dagen før med de tre breve. Og så begyndte vandringen:
- Først fik vi at vide at vi skulle tage de to af brevene med til SABSA på 2. sal i bygningen - de havde lukket indtil kl. 14:00
- Så tilbage til informationen, som sagde vi skulle aflevere det ene brev til BOA
- Så til BOA - det bolivianske flyselskabs check-in - de ville ikke have brevet, det skulle afleveres til deres bagage kontor - han ville slet ikke have det. Og han var noget af det meste irriterende spansktalende menneske jeg nogenside har mødt.
- Så tilbage til informationen - nu var kl. næsten 14.
- Så tilbage til SABSA på 2. sal, hvor en (til at begynde med) meget forstående ung kvinde, der kunne tale engelsk, tog imod og forsøgte at finde hoved og hale i vores forklaring (vi havde vores spansktalende chauffør med som nu kunne bidrage med en del opslysninger da han havde været med ved de andre "samtaler").
Vi blev placeret i en sofa og den unge SABSA kvinde foretog en del opringinger, og fortalte så på spansk at der ville komme en person som var lidt højere på strå og hjælpe. Det eneste han hjalp med var at forklarer at der nu skulle skrives et nyt brev til en anden afdeling (argghhh). Men det kunne de så heldigvis lave for os.
Lige pludselig skred damen, og vi sad så alene på kontoret sammen med chaufføren og en anden ung fyr som tilfældigt var droppet ind. 25 minutter efter siger den unge fyr så at vi skal følge med. I den mellemliggende tid havde denne fyr lavet NADA - ingening, og jeg var ved at gå total amok! - Så skulle vi ned til det kontor hvor jeg allerede havde fået besked på at lave et brev til!! - dvs. det brev som de havde oversat og som vi havde siddet i kontoret i 25 minutter for at få, slet ikke var nødvendigt! (på dette tidspunkt kunne jeg slå ihjel)
- Ved dette kontor (som var customs / tolden), fik vi så at vide at de kunne ikke gøre noget herfra, men vi skulle gå udenfor bygningen og ned i kælderen til deres anden afddeling og få et stempel!! (nu var det ikke kun ét drab jeg havde i tankerne)
- I dette kontor diskuterede vores chauffør så med personalet og sluttede heldigvis af med et smil (YES tænkte jeg). Det viste sig at vi nu havde et stempel på et stykke papir, der gjorde at vi kunne komme tilbage på mandag kl. 09:00 for at se billederne!!!
Hold nu kæft, - hvis ikke Christina og Maria havde været med, var jeg helt sikkert blevet anholdt og fængslet for overlagt mord på flere personer. Magen til inkompetente instanser skal man lede længe efter.
Nu venter vi så til på mandag...
Aftenen bliver en stille en, forhåbentlig, hvor vi stadig skal afklimatisere, og så må vi se hvad dagen i morgen byder på. Forhåbentlig noget som ikke får Hr. Nyborgs blodtryk højere op, for så eksplodere jeg.
