Nu skulle vi hjem!! Morgenen begyndte stille og roligt, vi havde fået pakket næsten alt ned i kufferterne aftenen før og manglede nu kun at pakke toiletsager og det sidste snavsetøj. Maria og Christina "valsede" stille og roligt rundt i lejligheden, tilsyneladende uden den store trang til at lede efter LEGO klodserne, som var aflevert på børnehjemmet. Efter morgenmaden gik Morten ned for at tage lidt billeder af vores "Morgen-bolle-dame", samt receptionen på Hotellet. Derefter var det tid for en kort runde med videokameraet i lejligheden og et sidste view ud af vinduerne gennem linsen, for at tage afsked med vores hjem gennem 3 uger, - fantastiske 3 uger!! Det var lidt vemodigt, men også utrolig dejligt, at sige farvel til Apart Hotel. Vi havde dagen før afleveret en lille gave til Sandra og Miguel (hotel-ejerne), da vi synes vi havde fået en utrolig god behandling. Vi blev hjulpet ud med bagagen til taxi´en af receptionisten (vi har glemt hans navn,- pinligt) og han overrakte os en gave fra Hotellet! Det havde vi ikke regnet med!!! Maja de Cordoba (fra den danske ambassade) havde fortalt os at det var en god ide at tage tidligt ud i lufthavnen da de normale to timer før afgang, ikke altid var nok, for at få "en god plads" i flyet. Vi havde derfor bestilt en taxi til kl. 11.00, - altså tre timer før fly-afgang.
På vej til Lufthavnen stoppede vi en enkelt gang for at få et sidste billede (og lidt video) af byen La Paz. Taxi-chaufføren vidste lige hvor det bedste sted for fotografering var, og vi fik nogle meget gode billeder. Videre til lufthavnen!!!
Ricci og Ms Melvy var allerede i La Paz Aeroporto, da vi ankom. Straks tog Ricci os med over til check-in, og derefter til lugerne hvor lufthavnsafgiften og -skatten skulle betales (155 Bolivianos og 25$ pr. person). Klokken 14.10 gik vi ombord på Varig RG 8887 med kurs mod Sao Paulo... Nu var det virkelig virkelighed!!! - og så trængte tårene sig på for 227. gang på disse tre uger, - og samtidig tænkte vi: Hvordan skal denne tur dog gå, - på vej i 25 timer!!! Ingen grund til bekymring, - Maria og Christina hev hver deres blad op af stoleryggen og flåede det i stykker!! Men der var ro i en time. Derefter fik de begge en flaske og lagde sig... og faldt i søvn - Hvad mere kan man ønske?? Luren blev dog ødelagt af mellemlandingen i Santa Cruz, - hvor temperaturen var oppe omkring 75 grader. Nå men de næste 3 timer er der ingen grund til at referere her, - det var ikke de hyggeligste for pigerne var trætte!
2 timers pause i Sao Paulo og så gik det mod Frankfurt,- 11 timer og 40 minutter på ca. 2 kvadratmeter!!! Men tak til opfinderen af sutteflasken! Christina og Maria fik hver deres flaske da vi var kommet i luften og de faldt i den sødeste søvn og sov... 9,5 timer!!!!! Vi skulle kun holde den gående i ca. 1½ time, men så var der "heldigvis" også 7 timers ventetid i Frankfurt før den sidste time og et kvarter til Billund. Tiden gik med at lege med en lille bold, drikke vand og sove en lille middagslur. Vi ringede lige til mormor og morfar, samt farmor og farfar for at fortælle at alt gik som planlagt og at vi ville være i Billund til den aftalte tid 21.10 (eller kl. 15.10 boliviansk tid).
Klokken 19.55 kørte LH 268 ud af landingsbanen og den sidste time af dette fantastiske eventyr var begyndt! Om 1 time skulle Christine og Maria se hele vores familie for første gang "Live", og vi skulle "fremvise" det størtse i vores liv for vores familie, - det var for vildt! Hvordan ville pigerne reagere? Ville de hænge på os hele tiden, eller ville de græde og føle sig utilpas...??? Og her kan vi så afslører svaret: Ingen af delene!! Da vi ankom til bagageudleveringen stod familie og venner og kiggede ind til os. Vi for over til vinduet med Maria og Christina på armene og vinkede til dem alle. Maria og Christina var næsten helt uanfægtet af situationen og sagde bare Hej Hej, - mens vi græd (igen!!).
Nå men hurtigt hen for at hente bagagen og så ud i forhallen for at få en stor knuser af familie og venner. Og her det så at pigerne fuldstændig tager fusen på deres nye forældre: Efter ca. 20 minutters "kiggen-an" gik de fra morfar til farfar og fra mormor til farmor og videre til onkler, tanter, mostre, oldemor osv. Alle var hermed acceptere som hørende til Maria og Christinas familie... Det var bare så dejligt... Det må være de nemmeste, dejligste, sødeste og mest intelligente børn i hele Danmark!
Vi kom først af sted fra Billund kl. 23.30 og var hjemme i Asdal kl. 02.30, hvor vi igen græd da vi viste pigerne ders værelse, og da vi så hvad forældre og venner havde gjort ved haven. Vi havde fået både flagstang, rutchebane og legeredskaber til sandkassen og et gyngestativ! - Tak
... GODNAT FRA ASDAL
