Kl. er nu 20.00 og jeg vil forsøge at gengive den største dag i vores liv, her efter at pigerne er blevet puttet, og Rikke er i byen for handle lidt ind til køleskabet:
Rikke stod op kl. 06.15 og gik i bad, jeg lå og vente og drejede mig til kl. ca. 06.45 og stod så op. Vi havde begge sommerfugle i maven, - nok nærmere et helt terrarie! Vi forsøgte at få lidt morgenmad ned, men det var ikke helt let. Vi havde fået besked på at vi skulle være på børnehjemmet kl. 08.30 i vores pæneste tøj, så skjorten og nederdelen fik lige en omgang med strygejernet.
Kl. 08.20 tog vi en taxi fra hotellet til børnehjemmet. Da vi mødte op kom forstanderinden os i møde og hilste os med kindkys og det hele og var i det hele taget rigtig godt tilfreds med vores valg af tøj til børnene og os selv. Vi gik ind på værelset og der stod vores to guldklumper i de lyserøde kjoler og lyserøde trøjer på og så utrolig søde ud. De smilte over hele hovedet da de så os, og strøg hen til mor og far.
Vi hjalp derefter med at få redt og sat deres hår. Derefter var det tid til fællesfoto af Christina og Maria med nogle af børnene fra hjemmet og med "søstrene" som har plejet og passet dem. Alle var enige om at de så meget søde ud.
Kl. 09.00 ankom Ricci (AC kontakt person) og Ms. Melvyn (advokaten) til børnehjemmet for at følge os til det første retsmøde.
(Timer herefterhar jeg ikke helt styr på mht. klokkeslet, men rækkefølgen har printet sig fast.)
Efter ankomsten til retsbygning skulle vi gå op på 4. sal (... og det er hårdt med 11 kg på armen og en rygsæk på ryggen og i 4000 meters højde). Jeg ved ikke hvad vi havde forventet, men retsloklaet var et kontor på ca. 20 kvadratmeter med 6 stole og en sofa, samt et skrivebord hvor dommeren sad bag. Vi blev placeret i sofaen med børnene og herefter begyndte dommeren at læse en hel masse formaliteter om vedr. adoptionen (og ja vi forstod ikke et hak, men kunne dog genkende Rikke Thostrup Nyborg og Morten Nyborg, samt Guadalupe og Margarita, - så vi måtte da være det rigtige sted!). Efter formaliteterne ligesom var på plads fortalte socialrågiveren lidt om børnene og hvad de havde været igennem, og vi kunne på kropsproget se at det var ikke det rene sjov. Dernæst tog psykologen over og fortalte lidt om børnenes udvikling osv. Ms Melvyn sluttede talerrækken med at fortælle lidt om Rikke og jeg og gjorde, efter hvad vi kunne bedømme, et stort nummer ud af at forklarer at vi var henholdsvis Doctor og Professor (det gør sig godt hernede). Efter at alle havde fået lov til at give ders besyv med om både børnene og os spurgte dommeren om vi ville have pigerne. JA sagde vi begge (meget højt tror jeg), og kneb en tårer. Dommeren konkluderede derefter at vi var perfekte til at adoptere Guadalupe og Margarita, så græd jeg! Tårerne trillede simpelthen ned af kinderne og det var åbenbart noget der tog kegler, alle tilstedeværende og ikke mindst vores advokat fik røde øjne og alle sukkede dybt. (Jeg har helt glemt at fortælle at jeg var den enste mand i lokalet). Så skulle vi bare skrive under på et stykke papir og nu var Maria Guadalupe og Christina Margarita officielt VORES! Det var et kæmpe øjeblik intet overgår dette i hele vores liv,- INTET!!!!
Vi blev herefter rådet til at tage hjem og hvile os lidt inden det næste møde som var med en anden Socialrådgiver, psykolog og en læge. Vi besluttede at tage den med ro og sætte os stille med pigerne og bare hygge. Vi lavede lidt most banan med yoghurt og prøvede derefter at få dem til at sove middagssøvn, da vi havde fået at vide at mødet om eftermiddagen med lægen, socialrågiveren og psykologen ville tage et par timer.
Kl. 13.15 hentede Ricci os og fulgte os ud til det famøse møde. Først blev vi alle undersøgt hos lægen. Højde, vægt, lunger, reflekser osv. Og da det blev min tur (vi blev undersøgt en og en bag et gardin) sad Maria og sagde Papa, Papa, - DET ER STORT for en nybagt far. Lægen konkluderede at alle var sunde og raske med undtagelelse af Christia som havde både feber, forkølelse, svamp i munden og skoldkopper i aftegelse. Det bette pus, - ikke så sært at hun var noget ked af det en gang i mellem. Efter lægeudersøgelsen var det tid til at "tale" med socialrågiveren og psykologen. Ricci var med som "tolk" (hendes engelsk er på niveau med en 6. klasses!, - men bedre end ingenting). Mødet foregik i en rigtig gammel skolestue med rigtig gammeldags skolebænke, i ved dem med bord og bæk i et fra 1700 grøn hvid kål. Vi blev spurgt om rigtig mange ting, og også flere gange: hvad synes I om børnene, hvorfor vil I adoptere, hvordan vil I opdrage børnene, hvilke værdier vil I give børnene, hvad er jeres indkomst i dollars og mange, mange flere meget oplysende spørgsmål, som alle står beskrevet i de papiere som er sendt til Bolivia fra Danmark! Jeg tror ikke der blev konkluderet en hel masse på mødet, men alle så ud til at være tilfredse og vi fik at vide at de (socialrådgiveren og psykologen) ville komme og besøge os på onsdag for at se hvordan vi "opfører os" med børnene.
Da vi kom hjem fra mødet var vi alle meget trætte og besluttede at bestille noget mad udefra. Vi fik receptionen til at bestille noget Lasagne til mor og far, samt Chicken Nuggets til Maria og Christina. Det var en succes. De spiste, som de gjorde på børnehjemmet, med meget stor appetit.
Efter aftensmaden var det bleskift- og puttetid. De tisser meget, men vi har endnu ikke haft den glæde at se noget stort i bleen. De er ikke meget for at blive puttet alene, så vi lægger os med dem på brystet i vores seng og prøver så langsomt at "slippe fri". Og det er faktisk lykkedes her til aften. De er nogel dejlige børn. Men hold fast hvor må de have mange lig i lasten, og mange skræmmende oplevelser med voksne som har forladt dem, for de holder øje med os hele tiden. Vi kan ikke engang gå på toilettet uden at de skal med.
Jeg har lagt et lille video-klip op på siden under FILM , så I har mulighed for at se dem LIVE. Billederne med "damen" paa er dommeren.
