Vi har nu været hjemmefra i 11 dage (er det ikke helt vildt som tiden går?), og det er begyndt at kunne mærkes på Morten, - som er ved at udvikle "lejlighedskuller". Der sker, efter Mortens mening, men ikke efter de tre pigers, for lidt om formiddagen. I morgen skal vi heldigvis ned på børnehjemmet fra kl. 09.00, det er faren meget glad for!
Vi har nu haft stort set samme ritual hver morgen og formiddag, - så det vil vi ikke "trætte" jer med, men vores eftermiddag har vi brugt på at købe lidt ind til pigerne. Vi tog efter pigernes middagslur (der igen var alt for kort!, - der skal altså ske lidt mere om formiddagen) en taxi til Plaza San Francisco som ligger i centrum af La PAz. San Francisco Kirken blev bygget under de spanske besættelser i 1549. Den oprindelige kirke blev beskadiget af snefald først i 1600-tallet. Kirken, som den står i dag, er fra 1753. Pladsen foran kirken var fuld af liv og der var utrolig mange små boder der solgte alt muligt skrammel, men også en del mere etablerede butiker som solgte originalt Boliviansk håndværk.
Vi besluttede os for at gå lidt rundt i området bag kirken, da vi havde læst at det var stedet hvis man skulle købe de "rigtige" bolivianske tæpper, tørklæder, trøjer, huer og vanter. For 80 Bolivianos (ca. 68 kr) fik vi to søde bolivianske trøjer med matchende huer af Alpaca-uld til pigerne. Derudover købte vi to andre trøjer, ligeledes i Alpaca-uld, og to huer med "ørevarmere" til ialt 80 Bolivianos. De sidstnævnte huer er dem som pigerne har på på billederne. Det var virkeligt et hit med de huer. Maria og Christina ville ikke tage dem af før ørerne var ved at smelte.
Da vi skulle bære på indkøbene, pigerne og skiftetasken, bestemte vi os for at vi nok hellere måtte slå bremsen i og vente med de andre "Must-Have" indkøb til en anden dag. For vi skal helt sikkert have en ekstra kuffert med hjem med alle mulige slags souvenirs. Det var utrolig dejligt at gå rundt i denne gamle bydel og se på menneskene som bor og lever her. Og pigerne nød at sidde i bæreselerne og iagttage alt hvad der foregik omkring dem. Det er altså dejligt at de nyder at sidde på ryggen af os, - for ellers skulle vi have været med taxi overalt i byen, hvilket ville begrænse vores frihed en del (og forstærke Mortens "kuller").
Vi nyder at kunne gå rundt som turister i denne storby uden at skulle være bange for at blive overfaldet eller bestjålet. Menneskene i La Paz er utrolig gæstfrie og stopper meget gerne op og hilser på vores lille, anderledes-udseende, familie. Der er mange tandløse smil, mange lykønskninger og mange "muy linda" om pigerne (hvor er de smukke, - frit oversat). Og vi bliver Pave-stolte hvergang og siger "gracias" (ja vi kan efterhånden begå os sådan til det allermest nødvendige, det bliver bedre hver dag).
Efter godt 2 timers "oseri" skulle der nået i skrutten. Vi tog en taxi fra midt på Pradaen (hovedgaden gennem hele byen) til Cafe Alexander ved Plaza Avaroa og fik lidt forskelligt. Cafe Alexander er en cafe i amerikansk stil, med god service og rimelige priser, - og hvorfor vælger vi så ikke noget mere boliviansk, er der måske nogen der spørger? Svaret er ganske enkelt: Restauranterne åbner først ved 19.30-tiden og det er altså for sent til vores piger. Så selv om de er "store", er de altså ikke store nok, eller nærmere vant til at spise senere end kl. 18.00.
Nå men i dag overholdt vi sengetiden, men det er også nødvendigt, da vi alle skal være friske og veloplagte, og rene, til den store dag på børnehjemmet i morgen. Her til slut en lille konkurrence: Hvem er Hvem? Se på de to øverste billeder og gæt så på hvem der er Christina og hvem der er Maria! Godnat - og sov godt!
