Dette var dagen hvor vi skulle på børnehjemmet og høre Christina og Maria´s historie og hvor pigerne skulle tjekkes af lægen på børnehjemmet for sidste gang. Far Morten har været noget nervøs for hvordan specielt Maria ville reagere når vi ankom til børnehjemmet, om hun ville kaste sig i armene på den første og bedste hun mødte indenfor murene som hun gjorde sidst, eller ... Men til megen glæde for Morten, hang hun om halsen på FAR og ville ikke slippe, - det var bare så fedt!!!
Dagen startede stille og roligt og blev så mere og mere hæktisk. Vi stod op kl. 06.30, for vi skulle alle nå at komme i bad og spise morgenmad (de kære forældre nåede dog ikke det sidste!). Da Christina og Maria havde spist skulle de bades, og derefter kom det store spørgsmål: Hvad skulle de have på!, Vi prøvede indtil flere sæt tøj, hvilket betød at vores ellers nøje planlagte tidsplan skred fuldstændig. Nu blev der travlt i det lille hjem, og som man siger "en ulykke kommer sjældent alene". Vi for ned af trappen, og prajede den første taxi der kom forbi. Han vidste ikke hvor børnehjemmet lå, og derforuden havde han næsten ingen benzin på. Vi måtte bare ikke komme forsent, - det betragtes som meget uhøfligt, og vi ville jo gerne fremstå som ansvarlige forældre. Vi nåede det lige præcis, trods flere trafikpropper, og en taxi-chauffør som slukkede motoren ved hver lille pause i trafikken, for at spare på benzinen. Der er altså lidt "mañana-kultur" over dette land! Det passer ikke helt til den vestlige stressede livsstil, men er i grunden meget dejlig, blot man husker at indregne "tidsforskellene".
Nå men vi blev budt velkommen, som vi plejer med kindkys, og vist ind på forstanderindens kontor, hvor også Ms Melvy (vores advokat) var tilstede, foruden børnehjemmets psykolog (Maria Elena Guzman) samt den tilknyttede socialrådgiver. Ricci (AC´s kontaktperson) kunne desværre ikke være tilstede, men psykologen kunne dog lidt engelsk. Socialrågiveren indledte med at fortælle alt det man viste om Maria og Christina: 1. Pigerne er formentlig født på landet udenfor La Paz. 2. Man ved ikke hvem der er født først. 3. Pigerne blev indlagt sammen med moren på et hospital, efter at moren havde haft et ildebefindende. Da moren udskrives, forlader hun hospitalet uden pigerne. De bliver herefter anbragt på Hogar "Carlos de Villegas" (børnehjemmet). Pigerne var da 1 ½ år gamle og meget underernærede og understimulerede. 4. Deres biologiske mor hedder Louisa Rojas og var tyve år da hun fik pigerne. Hun er enlig og arbejder som hushjælp, et sted i La Paz. Man mener at hun har Adison-sygdom, som er en sygdom i binyrerne. Moren er informeret om og har accepteret at pigerne er blevet afleveret på et børnehjem med efterfølgende adoption som mulighed, da hun har ment at dette var det bedste for pigerne, - tak Louisa Rojas! 5. Maria og Christina har ingen søskende. Man ved intet om resten af familien. 6. Pigerne har i en periode været skilt fra hinanden. Den ene (man ved ikke hvem) har boet hos mormoren og den anden hos moren. 7. Pigerne har ikke fejlet noget udover skoldkopper, og altså ikke noget "farligt". De er testet for Hepatitis, Hiv og syfilis og fundet negative. De er desuden vaccineret mod: Tuberkulose, Polio, Difteri, Stivkrampe, Kighoste, Meningitis og Hepatitis B. 8. Pigerne er ikke døbt. Men det bliver de når de kommer til Danmark. Og i den forbindelse nikkede alle billigende til vores valg af navne. Maria Guadalupe Nyborg og Christina Margarita Nyborg.
Alle disse oplysninger (og sikkert flere) har vi fået med på papir fra børnehjemmet på spansk. Dem skal vi have oversat når vi kommer hjem.
Derefter var vi inde ved børnehjemmets læge (Roberto A. Michel), en meget flink mand. Pigerne blev vejet, målt, lyttet til og fik undersøgt øre, næse, hals. Og de blev erklæret "fit for fight". Læge Rikke Nyborg har indført tallene i et skema for danske børn og har fundet at de allerede nu ligger indenfor den danske norm!
Psykologen som havde set pigerne flere gange kunne fortælle at hun aldrig havde hørt Margarita (Christina) snakke før. Det kan hun nu, så vi må da have gjort et eller andet rigtigt! Hun synes også at de var blevet gode til både at løbe og gå. Det er skønt når pigerne får ros, - man bliver pavestolt og får lyst til at kramme og nusse om dem, endnu mere end vi allerede gør.
Efter undersøgelserne var det tid for den helt store "foto-session". Christina og Maria blev nærmest "kastet" rundt fra pige til pige og blitzene blinkede i et væk. Det blev efter 20 minutter for meget for dem og de ville over til deres Mama og Papa. Specielt var der en pige (med hendes mor), som var helt vilde! De skulle både have billeder og videoklip af Christina og Maria sammen med pigen (Marianelli,- tror vi nok hun hed), da hun havde hjulpet med at passe pigerne som frivillig og havde haft svært ved at acceptere at de lige pludselig ikke var der mere.
Nu var stemningen ligesom pisket i vejret og vi gik derfor ned på Plaza Avaroa for at se på Tutu´er, samtidig vik faren lige pudset skoene og derefter gik vi på La Jungla for at lege lidt og få lidt middagsmad, for at få lidt ro over gemytterne. Herefter tog vi en taxi hjem og fik pigerne lagt i seng til en tiltrængt middagslur.
I dag sov de faktisk over 2 timer, - fantastisk! Straks da de vågnede så vi familie-hilsenerne på pc´en og derefter tog vi en taxi til Plaza Murillo. Det er her præsidentpaladset, kongressen og bynes katedral er placeret. En meget smuk plads, med udfattelig mange duer (Venedig GO HOME!). Derudover gemmer pladsen også på nogle drabelige historier. Den daværende præsident, Gualberto Villaroel, blev i 1946 hængt i en lygtepæl udenfor præsidentpaladset, af mine- og godsejerne, da hans motto var: "Jeg er ikke uvenner med de rige, men jeg er mere ven med de fattige. Jeg søger proletariatets frihed. Det er vores banner, og det er for det banner jeg vil falde. Jeg er klar til at dø for det!" Dette motto er ingraveret i bustens sokkel midt på pladsen. Pladsen er opkaldt efter oprørslederen, Don Pedro Domingo Murillo. Han måtte også lade livet på denne plads, fordi han udfordrede magthaverne. (dette er "lånt" fra Turen Går Til Peru og Bolivia). Da vi havde set nok på duerne, vovede vi at gå indenfor i katedralen, med risiko for at Maria og Christina ville synes det var sjovt at råbe rigtig højt. MEN da vi kom indenfor og Rikke og jeg begyndte at hviske sammen, tav pigerne. Det er da utroligt!, - men nu har de jo også fået et par helt eksemplariske forældre, med store pædagogiske evner (var der nogen der sagde HA!).
Vi besluttede os derefter for at kigge lidt på gaderne i denne del af byen. Her var der tale om centrum af en storby. Der var gang i den alle vegne. Bilerne tudede af hinanden, menneskene travede mellem hinanden og bilerne på vejen og foran retsbygningen var der en demonstration i gang, med kanonslag af den helt store slags. Det mente Rikke ikke at vi skulle stoppe og se nærmere på, - så det lod vi selvfølgelig være med! Morten sneg sig dog til at tage lidt video på lang afstand af optøjerne. I det hele taget er der mange (og store) demonstrationer i La Paz, grundet den store forskel mellem rig og fattig. Men de lader til at forløbe uden de store optøjer. Dog advarer receptionen os om at tage til centrum, når der virkelig er gang i den.
Dobbeltmoralske som vi nu er, kunne vi ikke dy os for at gå på Burger King. Selvfølgelig kun fordi vi ville vise Christina og Maria hvad vesten kan byde på af kulinariske lækkerier!!! Den anden grund var at Morten simpelthen skulle tisse så meget så han var helt våd i øjnene og her kendte man jo kvaliteten af lokummerne. De er jo næsten ens verden over. Efter at have fortærret en Whopper hver tog vi en taxi hjem, og pigerne gik omkuld i sengene med hver deres flasker.
Det var så endnu en skøn dag i La Paz, med rigtig mange oplevelser og indtryk.
MEGET VIGTIGT: Vi har i dag fået at vide at næste retsmøde er på mandag, - så kære familie og venner; VI NÅR DET INDEN FERIEN! Hvornår vi kommer hjem er stadig uvist, men vi regner med/håber på at det bliver enten fredag eller søndag i næste uge, - altså den 18. eller den 20 juni.
... og så lige svaret på denne lille konkurrence fra i går: Øverste billede er Christina og det nedenunder må jo så være Maria! Her kommer så tippet til hvordan man kender forskel: Maria har små "bamse-øreringe" og Christina har små runde kugler i ørene. De har altså begge ringe i ørene, så det er ikke nok at kigge efter om de er der eller ej, man skal også se efter hvilken slags.
